En del løsninger i forbindelse med projektet ”Fremtidens Madservice” er allerede færdigudviklede, implementerede og i gang med at blive testet i køkkenerne. Men den egentlige testperiode starter 1. marts og fire uger frem. Her vil Hatch & Blooms designantropologer teste menukort, bestillingssedler, emballageprototyper og hele konceptet omkring komponentbaseret madservice, både i køkkenerne og blandt brugerne. I køkkenet vil vi teste komponentsystemet i forhold til planlægning, logistik og praktisk håndtering. Hos brugerne kommer vi på besøg i den første og sidste uge af testperioden, for at teste bestillingssedler og høre deres reaktioner på en komponentbaseret madservice. Midtvejs i testforløbet afholder vi desuden en række fokusgrupper for at teste emballageprototyperne på både brugere og køkkenerne. Emballagerne vil blive testet både med og uden mad og labels, ligesom vi vil teste hvordan de er at åbne, hvordan de præsenterer maden, hvordan de er at håndtere i køkkenet, osv. Efter testperioden vil alle resultater blive samlet og evalueret, inden projektet afrapporteres 30. april 2010. Så der venter nogle spændende måneder forude i projektet, hvor det hidtidige planlægnings- og udviklingsarbejde skal stå sin prøve.
